Træsko, tjums og tulipaner

Når jeg tænker Holland, dukker overskriftens tre ord op i mit hoved. Jeg kan naturligvis ikke undgå også at associere Holland med Cykler, men det bryder med min alliterære opremsning.
Derfor fletter jeg behændigt det fjerde ord ind i teksten her.

Torsdag morgen klokken 06:00 (hvis flyet afgår planmæssigt, vel at mærke) forlader jeg de trygge omgivelser i Danmark, og drager mod Holland. Første stop er Amsterdam. En hedonistisk by hvor glædespiger bag glasfacader på Red Light District frister svage sjæle, hvis moralske dømmekraft er blevet svækket efter indtagelsen af en marihuanacigaret på en af de mange såkaldte Coffee Shops. Heldigvis varer mit besøg i Amsterdam blot 2 timer, og foregår i Amsterdams lufthavn. Jeg er således i sikkerhed fra at blive lokket i fordærv.

Efter dette hæsblæsende visit, bevæger jeg mig atter sydpå. Næste og sidste stop på min færd er Eindhoven. En by med 209.286 indbyggere (har jeg lige Googlet mig frem til). Jeg bliver indbygger nr. 209.287, medmindre nogen kommer mig i forkøbet. Udover denne enormt interessante information, er min viden om Eindhoven meget begrænset. Jeg har dog læst mig til, at Eindhoven har ry for at være hovedstad for hollandsk industrielt design. Philips Design Bureau holder for eksempel til i byen, og samarbejder jævnligt med Technische Universiteit Eindhoven, hvor jeg skal slå mine folder.

Forberedelser

Jeg har endnu ikke pakket. Min kuffert står tålmodigt og venter på at blive fyldt op, men den kommer altså nok til at vente lidt endnu. For det første har jeg ikke besluttet mig for, hvad jeg skal have med. For det andet, vil jeg gerne imponere Hollænderne, når jeg kommer derned. I videoen herunder, ser du Hollands svar på en dansktopstjerne.
Hans borgerlige navn er Cathrinus Dijkstra, men kendes nok bedre som Zanger Rinus.

Hvis jeg kan lære hans hit Met Romana op de scooter udenad, inden jeg kommer derned, vil jeg uden tvivl blive mødt med klapsalver og beundring!

facebook-profile-picture

Mit navn er Christian. Jeg er 25 år, og studerer til Diplomingeniør i Integreret Design. Efterårssemesteret 2017-2018 vil for mit vedkommende foregå på Technische Universiteit Eindhoven i Holland på deres fakultet for industrielt design.

Skriv kommentar