Tore Wulf

Et semester i udlandet

 

Jeg hedder Tore Wulf, er 23 og læser på civilingeniøruddannelsen ‘Fysik & Teknologi’ ved Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet i Odense. Jeg har netop færdiggjort 4. semester og jeg har valgt at tage 5. semester på James Cook University i den kystnære by Townsville beliggende i det nordøstlige Australien. Her skal jeg bo i et hus med fem andre studerende, hvoraf fire af dem er internationale studerende ligesom mig. 🙂

Hvorfor udlandsophold?

Jeg har valgt at tage et semester i udlandet fordi jeg ønsker at sætte ingeniørvidenskaben i internationalt perspektiv. Et studieophold i udlandet vil også forbedre min kulturelle viden samt byde på andre faglige, såvel som personlige udfordringer end hvad jeg kunne opleve i Danmark. Ud over det faglige aspekt ønsker jeg at opleve en anden kultur, at etablere et internationalt netværk og at udvikle mig personligt ved at få en kæmpe oplevelse.

Hvorfor valgte jeg James Cook University?

Da jeg skulle vælge land og universitet ifm. mit udlandsophold spillede akademiske faktorer ikke rigtig nogen rolle – det gjorde derimod geografien og personlige drømme. Jeg har altid drømt om at rejse i Australien og New Zealand, så det kom helt naturligt for mig at vælge et australsk universitet som min første prioritet. Det var vigtigt for mig at havne et sted, hvor jeg er tæt på naturen og det lokale samfund. James Cook University ligger i byen Townsville, som er en mindre by på størrelse med Odense. Byen ligger ud til Great Barrier Reef og i køreafstand til både regnskove med store vandfald og badeklar vandhuller, den vidtstrækkende australske outback, og ej at forglemme den famøse strandpromenade ’The Strand’ i den nordøstlige ende af byen.

Desuden har Townsville sin egen lufthavn, så man har mulighed for at rejse både indenrigs og til andre nærtliggende lande. 🙂

De tre vigtigste ting i min kuffert:
  • GoPro-kamera, naturligvis!
  • Solcremen er også helt essentiel i troperne.
  • Et par bøger til den lange rejse på små 40 timer.
Hvorfor valgte jeg at læse til ingeniør?

Jeg har altid været glad for fysik og interesseret i de store fysiske spørgsmål om verdens virkemåde. Valget stod meget af mit sabbatår mellem Fysik og civilingeniør i Fysik & Teknologi, men den mere praktisk anlagte ingeniøruddannelse trak mest i mig – både pga. jobsikkerheden og de spændende jobmuligheder.