Kamilla Bendixen

Et semester i udlandet

Jeg hedder Kamilla Bendixen, og jeg er 21 år gammel. Til dagligt læser jeg til civilingeniør i Kemi og Bioteknologi på SDU. Jeg har lige færdiggjort mit 4. semester, og jeg står nu overfor at skulle tage mit 5. semester i Australien. Jeg er ambitiøs med mit studie, men jeg er også ofte at finde omkring beerpongbordene i fredagsbaren sammen med mine studievenner.

Jeg elsker at rejse og opleve en masse nye ting. Dette har resulteret i, at jeg blandt andet har taget hærens basisuddannelse, sprunget faldskærm og taget dykkercertifikat, hvor jeg har omkring 30 dyk med i baggagen.

Hvorfor udlandsophold?

Jeg havde egentligt ikke overvejet at tage et udlandsophold, før jeg startede på mit 3. semester. Jeg syntes, at det lød besværligt og nok også lidt skræmmende. En god veninde fra studiet ville dog gerne afsted, og hun satte mig ind i, hvad det vil sige at tage et semester i udlandet. Det lød som en oplevelse, som jeg ikke ville være foruden. Det er jo helt genialt, at man har mulighed for at kombinere sit studie med oplevelser for livet.

Jeg har altid gerne ville være bedre til engelsk, hvilket også gjorde udlandsopholdet mere fristende. Mine forbedrede kompetencer i det engelske sprog vil forhåbentligt gavne mig resten af min studietid samt i mit kommende erhvervsliv.

Hvorfor valgte jeg Queensland University of Technology (QUT)?

Jeg har længe haft en drøm om at komme til Australien – dets dyreliv og smukke natur har jeg altid været fascineret af. Jeg satte derfor universiteterne i Australien øverst på prioriteringslisten, og jeg var så heldig at få tilbudt en plads på Queensland Univerisity of Technology i Brisbane.

Universitet er et paradis for ingeniørstuderende, og de har fokus på at klæde de studerende på til erhvervslivet ved at have meget praktisk undervisning. De har sloganet ”A university for the real world”. Dette tiltalte mig naturligvis, hvilket var grunden til, at jeg valgte QUT som min første prioritet.

De tre vigtigste ting i min kuffert:
  • Bikini og solcreme! Det er jo sommer året rundt dernede, så en bikini (eller 5) er essentiel.
  • GoPro kamera. Jeg skal kunne dokumentere alle mine oplevelser, og da jeg regner med, at der kommer til at være action involveret i mange af dem, er det praktisk med GoPro.
  • Høretelefoner. Jeg klarer ikke en samlet rejsetid på 35 timer uden musik.
Hvorfor valgte jeg at læse til ingeniør?

Jeg havde ikke overvejet nøje, hvad jeg skulle studere, før ansøgningsfristen stod for døren i slutningen af mit sabbatår. Jeg havde gået lidt med tanken om at læse biomedicin, men der var noget der sagde mig, at det ikke skulle være det studie. Jeg har altid været glad for naturvidenskabelige fag, særligt matematik og kemi, og jeg ville derfor gerne finde et studie, hvor jeg kunne kombinere dette.

Begge mine forældre er civilingeniører, så det lå måske lidt i kortene, at jeg også skulle læse det. Jeg endte med at tage en hurtig beslutning, da ansøgningsfristen var lige op over, og jeg søgte ind på Kemi og Bioteknologi ingeniør på SDU. Selvom det var en lidt spontan beslutning, har jeg ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Jeg er glad for alt ved uddannelsen – undervisningen, studiemiljøet på TEK og ikke mindst mine sjove studiekammerater, som jeg nu skal undvære i et halvt år.