En dejlig pause

Efter 7 ugers undervisning havde vi endelige en dejlig pause. Vi har haft rigtigt travlt på det sidste, med en masse quizzer og tests. Det går de helt vildt meget op i her på NTU i Singapore. Dog efter et par uger fyldt med løbende beviser på at vi skal have gang i en helt anden hukommelse-maskine end vi plejer, så kom deres svar på efterårsferie. Her i Singapore er denne uge mest rettet på at folk kan nå at læse alt igennem som de har haft indtil videre, eller…det gør de lokale.. Exchangestuderende, de skal selvfølgelig ud og rejse og opleve ting. Hvilket vi selvfølgelig også gjorde.

Vi valgte at tage en lidt anden “oplevelsestur” som så mange andre. I stedet for at rejse ud for at se kultur i de forskellige ø-grupper rundt omkring, så tog vi tilbage til Pulau Tioman i Malaysia, hvor vi befandt os inden vi startede i Singapore. Denne gang var det dog ikke for at slappe af, men derimod for at dykke.

Dog kom der lidt kulturviden, i form af at vi havde Mikkels room-mate med. Junseok Jeong, en ung gut fra Sydkorea, et land og en kultur som er meget anderledes end hvad vi er vant til. Hvor det som gav de største indtryk var hans meget lave tolerance for alkohol (det vidste vi nok godt i forvejen), og at mænd i Sydkorea tilsyneladende ikke har noget som helst at sige i et forhold. Mændene overgiver åbenbart hele deres løn til deres partner, hvorefter de så får lommepenge tilbage. Nu skal I ikke få nogle gode idéer piger!

Nåh..vi var jo så på Tioman for at dykke. Vi tog alle tre dykkercertifikat over 3 dage, hvor vi fik åbnet op for en heeeel anden verden. En verden som vi helt sikkert skal opleve mere af, og derfor er vores fremtiden planer her i Asien også ændret lidt. Vi skal ud og dykke noget mere ! 😀 Desværre havde vi ikke lige overvejet hvor dybt vi skulle ned, så vi havde ikke kameraudstyr til at kunne tage med under vandet – da vi var nede i 18 meters dybde, hvor vores GoPro kun kan holde til 10 meter, uden hus. Det var selvfølgelig en bummert, men det bliver anskaffet til vores næste dykketur! Vores instruktør var så, så sød at tage lidt for os.

Det er længe siden vi begge har været SÅ interesseret i noget nyt. Det kilder helt i maven ved tanken om hvad man kan se under vandet. Helt klart en ny hobby – og meget dyr hobby. Bare vent – der skal nok komme noget mere omkring vores oplevelser under vand 🙂

Efterfølgende tog vi til Kuala Lumpur

Da vi var færdige med vores dykkercertifikat fik vi drukket os en kæp i øret, og tog en afslappende dag. Herefter tog vi afsted til Kuala Lumpur hvor vi skulle være i et par dage.

Turen fra Tioman til Kuala Lumpur var en 5-6 timers bustur, igennem et land som er rigtig fattigt og beskidt. En ting man oplever i Malaysia, eller Sydøst asien generelt, er deres ekstreme brug af plastikposer. Plastik generelt, men deres små meget billige tynde plastikposer, som de giver en i supermarkeder, fylder landskabet mere end man har lyst til at se. Efterfølgende har vi fundet ud af at Malaysia er en af de lande som sender mest plastik ud i havene. Hvilket er super skræmmende at tænke på, og vi kan godt se hvor det kommer fra. Der er plastik overalt.

Dinner Time - abe - mørkere ansigt - lille

Java-abe unge i Batu Caves.

Vi ankom til Kuala Lumpur, landets hovedstad, en storby, en meget rodet storby. Vi har altid haft lyst til at besøge Kuala Lumpur, nok mest på grund af navnet, men 2 dage var nok for vores vedkommende. Byen er beskidt, rodet og så er infrastrukturen ekstremt dårlig. Det er ligesom om at hvis de mangler en vej, så planter de den bare, i luften over den anden vej. Der er intet system og vi havde flere tilfælde hvor vores Uber/Grab-chauffør måtte opgive at komme hen til os. Når man bestiller en Uber/Grab, og den siger 3 min, så kan det hurtigt tage 15 min, for så skal han lige køre 3 km i modsatte retning, for at kunne krydse over på den anden vejbane, og derefter køre den rigtige retning.

Det kombineret med de ulidelige sælgere der er over alt i byen, så blev vi hurtigt enige om at det ikke er en oplevelse vi behøver igen. I tænker sikkert; “Alle sælgere sådanne steder er ulidelige…”, det kan godt være, men det her var vanvittigt. Desværre ikke en tur vi tager igen, men det er en ting vi kan krydse af på vores bucket-liste.

Der er dog én ting man skal se i KL, og det er Batu Caves. Det er helt klart attraktion som er det hele værd. Kæmpe drypstenshuler, med vilde Java-aber i, og en masse insekter som kun lever i disse huler. Virkelig flot og helt klart anbefalelsesværdigt.

Mikkel - batu

GRAB - abe - mørk

Monkey in the light . lille

Monkey 3

 

Ugen efter vores elskede pause

Ugen var ikke lang nok. Vi kunne godt have holdt en længere pause, men sådan hænger det, desværre ikke sammen. Ugen var igen fyldt med quiz/tests og man kunne for alvor mærke at skolen startede igen. Den største forskel på vores dansk uddannelse og den uddannelse herovre, er at de uddanner levende lommeregnere, og ikke (i vores øjne) ingeniører. Det ses at du kan huske samtlige formler, og de vil bare have et resultat. Der er ikke så meget praktisk i det de laver, de skal bare være gode til at huske, hvilket vi begge har MEGET store problemer med, Kenneth mere end Mikkel dog.

Jeg er også ved at være gammel 😮 – Kenneth

Vi er grundlæggerne af platformen. Vi rejser sammen og skriver derfor vores blog sammen. Det hele foregår i Sydøstasien, hvor vi er på udveksling i Singapore, på Nanyang Technological University.

Skriv kommentar