Ankomst og omstilling til det australske liv

Jeg landede i lufthavnen kl. 21:30 onsdag den 12. juli (australsk tid). Samlet rejse tid fra mine forældre i Odense til mit hostel i Brisbane var ca. 35 timer, hvoraf kun 3 af timerne foregik i sovende tilstand. Til trods for manglede søvn havde jeg en virkeligt god rejse herned. Jeg mødte 3 andre danske piger i lufthavnen i København, som også skulle læse på det samme universitet som jeg (QUT). De havde booket den samme flyvetur, så jeg hægtede mig på dem. Det var virkeligt rart at have nogle at snakke med på den lange tur, særligt ved mellemlandingerne, hvor tiden ellers ville have sneglet sig afsted.

Untitled

Brisbane by night 

Hostel-livet og nye venner
Jeg ankom til mit hostel omkring kl. 23:00. Jeg skulle dele værelse med 5 andre på et mixed room. Jeg faldt i snak med en dreng, der spurgte, hvor jeg var fra, og da jeg sagde jeg var fra Danmark, lød det fra den anden ende af rummet: ”Er du Dansker?”. Det var Sara fra Nordjylland. Vi faldt hurtigt i snak, og hun skulle til de samme informationer som jeg dagen efter, og vi aftalte derfor at følges. Jeg var på dette tidspunkt virkeligt træt, og jeg glædede mig bare til at sove… Men takkede være jetlag og spænding for de kommende dage, kunne jeg ikke falde i søvn før en 2 tiden om natten, (sådan har også været de efterfølgende nætter, så jeg er kronisk træt).

Untitled

Nye venner fra hostel 

Sightseeing i Brisbane
Sara havde mødt en pige fra Taiwan, Liz, som vi også fulgtes med til informationsmøderne. Det var rart endelig at møde andet end danskere hernede. Her er generelt virkeligt mange fra Skandinavien. Vi fik set universitetet, hvilket ser virkeligt godt ud! Det er kæmpe stort, de har flere forskellige restauranter, og de har sågar også deres egen slikbutik (farligt!). Universitetet ligger lige ved siden af en stor botanisk have, som vi gik igennem efter informationsmøderne. Herefter var vi rundt og se byen for at finde ud af, hvor vi gerne ville bo.
Jeg synes klart at områderne West End og South Bank var mest interessante, så nu skulle de næste par dage gå med at jagte bolig i disse områder.

Untitled
Untitled

Brisbane i dagslys og ved solnedgang

Jagten på bolig er sat igang
Dagen efter var vi rundt og se nogle forskellige værelser. Det viste sig dog hurtigt, at vi var sent ude… Alt var næsten optaget! Jeg havde et krav til min bolig, da jeg rejste hjemmefra, og det var at jeg ikke skulle bo med andre danskere… Det måtte jeg så gå rimeligt meget på kompromis med. Den første bolig vi så på var et 2 etagers shared house i midten af West End, hvor der var plads til 15 personer. Der boede allerede 4 danske piger nedenunder (hvoraf 3 af dem var dem jeg mødte på flyveturen) og 2 danske fyre på øverste etage. Huset var dog virkeligt lækkert og menneskerne søde, så efter mange overvejelser (særligt fra min side af) endte Sara og jeg med at beslutte os for at flytte ind på øverste etage.

Fra hostel til hus
Lørdag den 15. juli flyttede vi ind i vores nye hjem, hvor vi skal bo de næste 4-5 måneder. Alle i huset er virkeligt søde og nemme at snakke med, så alt er godt! Her er et par billeder af mit værelse og huset.

Untitled
Untitled

Billeder af køkken og mit værelse i share-house

Alt i alt har det været en virkeligt god ankomst hernede. Det har været SÅ nemt at møde nye mennesker, alle er så snaksalige. Det har dog været hårdt at være tappet for energi pga. jetlag.

Next up: O-løb og orienteringsuge
Den næste uges tid kommer til at bestå af en masse forskellige aktiviteter. Blandt andet O-løb i byen i morgen, stort informationsmøde på universitetet mandag og welcome-party tirsdag.

Untitled

Føler mig ret blogger-agtig med det her billede. 

Jeg har det godt hernede, jeg er vild med byen, menneskerne og nu også min nye boligsituation!

facebook-profile-picture

Mit navn er Kamilla Bendixen. Jeg er 21 år gammel og jeg læser til civilingeniør i Kemi og Bioteknologi. Jeg har netop afsluttet mit 4. semester, og det 5. semester skal jeg tage på Queensland University of Technology (QUT) i Brisbane, Australien.

Skriv kommentar